Opråb fra midten
Læserbrev i Kristeligt Dagblad 14. marts 2011
Modstand mod vielse af homoseksuelle er ikke kun en højrefløjssag
Det er blevet sagt igen og igen den seneste tid: Modstand mod kirkelig vielse af homoseksuelle er en højrefløjssag. Det ligger i lige linje med modstand mod kvindelige præster og vielse af fraskilte. Sognepræst Julie Ravn Jensen sagde det i Kristeligt Dagblad mandag d. 12. marts. Hun mener, at det er ligesom med debatten om kvindelige præster for 60 år siden: folk bare have tid til, at kirken fornyer sig. Og ikke mindst har kirkeminister Manu Sareen sagt det igen og igen, senest i Dr 2s Deadline, samme dag: Det er de folk på højrefløjen…!
Det er naturligvis let og bekvemt, hvis man kan placere sine modstandere ude på en fløj. Hvis man kan identificere modstand mod kirkelig vielse af homofile i lige linje med de få, der ikke går ind for kvindelige præster. Det kan enhver jo se er hen i skoven, ikke?
Må jeg være lige være fri! Modstanden i folkekirken er langt bredere! Der er mange – både præster og lægfolk, der befinder sig midt i kirken, der også finder, at folkekirken går ud på glatis, hvis den indfører et ritual for vielse af homofile. Vi går ind for kvindelige præster og vielse af fraskilte. Men vi synes ganske enkelt, at kirkelig indgåelse af homofilt ægteskab strider mod den ægteskabsforståelse, der ligger til grund for den kirkelige vielse.
Carsten Haugaard Nielsen, sognepræst, Christianskirken, Aarhus
Luk kirker - og opret en udviklingsafdeling!
Kommentar bragt i Kristeligt Dagblad d. 22. februar 2012
Er det forsvarligt at opretholde en kirke, når der gentagne gange må aflyses gudstjenester? Eller når der kun kommer så få, at de ansatte er flere end menigheden?
Det er selvfølgelig ikke forsvarligt. Vi har en forpligtelse til som folkekirke at bruge de økonomiske og menneskelige ressourcer, så flest muligt får gavn af folkekirken. Og det går ganske enkelt ikke i længden at fastholde en kirke til almindeligt brug, hvis den ikke bruges. Det er ganske vist ikke så enkelt, som det lyder, at gøre en kirke til lejlighedskirke eller tage den ud af brug. Der er mange følelser knyttet til en kirke, man måske er døbt og konfirmeret i. Eller hvor en af ens kære ligger begravet på kirkegården. Men vi bliver nødt til at se realiteterne i øjnene: Det er ikke ansvarligt at opretholde en kirke, hvis der ikke er en menighed.
Men at lukke kirker kan samtidig blive en ny mulighed for folkekirken! Nemlig hvis man så siger: De præste-ressourcer – eller andre ressourcer – der spares, skal bruges til at udvikle kirken. Til at tænke og afprøve nye former for det at være kirke. Tænk hvis hvert stift kunne spare bare to præste-stillinger ved at neddrosle aktiviteten i de ringest besøgte kirker, og så ”konverterede” disse stilling til at arbejde med udvikling af menighederne. Og man samtidig opsamlede erfaringer og viden fra udviklingsarbejdet til gavn for kirkerne i hele landet?
Lyder det som utopi? .. LÆS HELE ARTIKLEN
