Kommentar bragt i Kristeligt Dagblad d. 1. maj 2010

 Debatten om velsignelse af homoseksuelle er lidt af et maratonløb. Man skal være i god form for at kunne holde ud til at blive ved. Den har efterhånden kørt i flere årtier. Og hver gang man er kommet frem til et kompromis, er det alligevel ikke godt nok. Det holder nogle få år, før maratonløbet går i gang igen.

Man fristes til bare at melde sig fra maratonen og puste ud. De fleste læserbreve gentager jo alligevel bare positionerne, så nogle af os tænker: Nu orker vi altså snart ikke mere! Kan vi så få arbejdsro til at lave alt det vigtige arbejde, der er i folkekirkens menigheder! Der er jo nok andet at tage fat på.

Når jeg alligevel skriver, er det, fordi der er en vinkel i debatten, der ikke har været så meget fremme denne gang. Den var helt afgørende i 1997, da biskopperne valgte ikke at indføre et velsignelsesritual. De skrev sådan i en pressemeddelelse:

"Alene af hensyn til det kirkelige fællesskab er det derfor vores opfattelse, at der ikke bør institueres nye ritualer på dette område."

Annonce

De skrev også:

"Hensynet til det samme kirkelige fællesskab indebærer, at der i folkekirken må være mulighed for at imødekomme et ønske om en gudstjenestelig markering af indgåelse af registreret partnerskab." Altså: Det kirkelige fællesskab var et væsentligt argument for det kompromis, der blev indgået.

Hvor er den vinkel i debatten? Og hvad er det, der er ændret nu i forhold til dengang?

Ritualerne er på mange måder det, der holder folkekirken sammen. Teologien, synet på Bibelen og arbejdsformerne er vi rygende uenige om. Men ritualerne er de samme. Dåben, nadveren, vielsen og jordpåkastelsen foregår på stort set samme måde overalt. Det vil være en helt ny situation, hvis der kommer et ritual, som vi også er rygende uenige om. Kan "det kirkelige fællesskab" holde til det?

Mit anliggende er: Der bør ikke ligge en ritualbog på alteret, som hele folkekirken ikke kan bruge. De, der gerne vil have et velsignelsesritual for homoseksuelle, får det måske nu. Jeg synes ikke, det hører hjemme i en kirke, og vil derfor opfordre det udvalg, kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) har nedsat, til at overveje det grundlæggende spørgsmål: Skal vi have et ritual?

Men får vi et ritual, så lad det være en vejledning til dem, der ønsker det. Ikke et ritual i folkekirkens officielle ritualbog.

Af hensyn til det kirkelige fællesskab: Fri os fra et autoriseret ritual! Et ritual, der er så stor uenighed om, bør ikke have samme status som de ritualer, der binder folkekirken sammen.

Carsten Haugaard Nielsen,

sognepræst i Tyrstrup-Hjerndrup og projektleder for "Nye samarbejdsformer i sognene i og omkring Christiansfeld",

Haderslevvej 3, Christiansfeld