Søg ikke indflydelse, søg Gud!

For nogle år siden var bøn, fromhed, personligt kristenliv, spiritualitet noget ordentlige teologer ikke beskæftigede sig med. Fromhed blev opfattet som en disciplin for særligt fromme med stærke hykleriske træk.

Fromhed kan være hykleri og udvendig stillen sig an. Men det kan også være noget andet. Det kan være en ægte søgen efter Gud. Her finder mange i dag hjælp til en ny spiritualitet hos oldkirkens eller østkirkens mystikere.

Den tyske teolog Manfred Josuttis ser præstens opgave som det at føre ind i det hellige. Forudsætningen er – siger han - at de selv fører et liv, der er præget af Guds frelsesmagt. Helliggørelse – denne gamle teologiske terminus – betyder at lade sit eget liv forme af det helliges dynamiske kraft.

Helliggørelse. Er det et ord, vi kan bruge? Kan vi finde frem til den gamle betydning af det: at lade sit liv forme af det helliges dynamiske kraft?

Helliggørelse fortjener mere end hovedrysten. Det fortjener at blive sat forrest. Vi har brug for at genfinde ørkenfædrenes hovedregel for kristent lederskab: ”Søg ikke indflydelse, søg Gud!”

Hvis en kristen leders kald er at søge Gud, må vi også sige noget om, hvad det betyder i praksis. Jeg vil her pege på nogle vigtige forhold.

Bøn

Henri Neuwen siger:

Hvis fremtidens kristne lederskab i sandhed skal blive frugtbart, er en bevægelse fra det moralske til det mystiske påkrævet. En mystiker er en person, hvis identitet har dybe rødder i Guds første kærlighed

Bøn og stilhed handler også om noget helt praktisk. At tage sig tid til det, prioritere det og se det som en væsentlig del af arbejdsdagen. At gøre det enkelt, fleksibelt og samtidig have udholdenhed.

Man kan få hjælp fra bøger om bøn. Eller bedre: man kan tage på en retræte og på den måde få en praktisk indøvelse i bøn og stilhed.

Bekendelse

At sige, at en kristen leders kald er at leve som discipel eller autentisk kristen, kan blive til et ukristeligt krav om at være det perfekte forbillede.

Der kommer et tidspunkt i mange kristne lederes liv, hvor de må sige til sig selv og til Gud: Det går ikke! Gud kan ikke bruge mig. Ikke som jeg er. Jeg mangler jo sammenhæng mellem det, jeg siger, og det jeg gør. Alle mine store ord kolliderer hele tiden med virkeligheden. Et autentisk kristenliv? Ikke her!

Der er to måder at reagere på dette. Man kan enten sætte et skjold op omkring sig selv og arbejde endnu hårdere på tingene. Eller man kan give op.

At give op er i kristen sprogbrug at bekende og søge Gud i mørket.

Gennem århundrederne har mennesker gentaget Jesus-bønnen igen og igen: Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig synder. Og gennem århundrederne har kristne erfaret, at Gud er i mørket med tilgivelse og som den, der bærer det hjælpeløse barn. Paulus udtrykker her en dyb sandhed, når han siger, at Guds magt udøves i magtesløshed.

Kristne ledere må lære at være magtesløse og finde Gud i magtesløsheden. Der er sider af denne magtesløshed, man kan og bør vise over for menigheden. Ingen menighed har brug for en fuldkommen leder. Den har snarere brug for en leder, der vil være ved sine begrænsninger og fejl. Men der er også brug for et sted, hvor man trygt kan åbne op for de fejl og nederlag, man ikke kan eller skal vise andre. Det kan  fx være en supervisionsgruppe eller en sjælesørger.

Fordybelse

Hvis en kristen leders kald er at søge Gud, hører fordybelse også med. Alt for mange præster og kirkelige ledere bruger ikke tid på læsning i Bibelen og læsning af teologisk og åndelig litteratur, deltagelse i konferencer og kurser. De blev engang uddannet, og nu gælder det arbejdet i menigheden. Der bliver ikke tid til mere.

Ifølge præsteløftet er det en præsts opgave ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig. Derfor kan man med god samvittighed give sig tid.

Henri Nouwen siger:

Fremtidens kristne ledere må være teologer; mennesker, der kender Guds hjerte, og som er uddannet – gennem bøn, studier og omhyggelig analyse – til at manifestere Guds vidunderlige frelsesværk lige midt i det, der ellers bare ligner tilfældige begivenheder i tiden.

Endelig: en kristen leder må skelne, hvad der er Guds vej. Det gælder både om at se, hvor Gud virker. Men også at se, hvad Gud vil.

At se Guds vej hænger nøje sammen med det, jeg netop har beskrevet: bøn, bekendelse og fordybelse. Guds vej er aldrig en anden vej end den, der er i overensstemmelse med evangeliet og Jesu liv. Undertiden viser Guds vej sig som en selvfølgelig og ligetil vej. Andre gange vokser den frem som en erkendelse, der kan bekræftes eller afkræftes i samtale med andre kristne. Andre gange igen må man prøve sig frem og erfarer, at døre bliver lukket eller åbnet. Atter andre gange må man først og fremmest tålmodigt vente på Guds svar. Og nogle gange må man bare frimodigt lade muligheder ligge, fordi tingene ikke lægger sig til rette, så de bliver mulige.

Det handler her om både at fastholde, at Gud kan og vil bruge og lede mennesker. Men samtidig også bruge sin fornuft og hele sin teologiske, åndelige og menneskelige kunnen og erfaring. At skelne Guds vej fordrer også ydmyghed og lytten. Sporene skræmmer fra kristne ledere, der mente sig ledt, men åbenlyst ledte en forkert vej.

Brigitta af Vadstena bad:

Herre, vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den.

Og den engelske konge Henry VI bad:

Herre Jesus Kristus, du som har skabt mig, forløst mig og forudbestemt mig til det, som jeg er nu – du ved, hvad du vil gøre med mig. Gør med mig efter din vilje i barmhjertighed. Amen.

Bønner som disse hører til den kristne leders daglige bønner.