For nogle år siden fik jeg et meget direkte møgfald af en i sognet. Vi havde simpelt hen ødelagt hendes kirke! Og nu kom hun ikke mere! Jeg forsøgte at forklare. Menighedsrådet havde haft flere grunde til at tage de tre nederste bænke i hver side af kirken ud, forklarede jeg… men hun hørte tydeligvis ikke, hvad jeg sagde. Kirken var ødelagt!

Det er ikke altid forandring fryder. Vi lever i et samfund, hvor meget forandrer sig. Også kirken er under et pres for forandring. Mange steder spørger man: Hvad skal vi gøre for at give folk anledninger til at gå i kirke? Særlige gudstjeneste for børn, for forældre, for skolebørn, for unge, for søgende….? Der hvor jeg er præst er vi med på en hel del. Nogle gange går det rigtig stærkt og er rigtig sjovt. Andre gange puster jeg ud og spørger jeg mig selv: Er det den rigtige vej, det her?  Har hun bare en lille smule ret – hende, der sagde: Kirken er ødelagt!

Hvad skal vi gøre med det forandrings-pres, kirken oplever i disse år? Grundlæggende kan vi gøre tre ting.

Stå af forandrings-toget!

Vi kan sige: Vi skal stå af forandrings-toget! Kirken er ikke sat til at flyde med tiden – tværtimod. I den verden, der hele tiden forandrer sig, skal kirken være et fristed. Vi kommer i kirken, fordi alting er som det altid har været! sagde én engang til mig.

Der er noget rigtigt i denne holdning. Hvis kirken bare flyder med tiden for at flyde med, så risikerer den at blive utydelig og miste sin rod. Det er godt, vi har nogle konservative, der bliver ved med at sige, at kirken skal holde fast i sit udgangspunkt. Men hvis denne holdning bliver den eneste tilgang, risikerer kirken at ende som et museum. Er vi allerede på vej i den retning?

Stå på forandrings-toget!

Vi kan modsat sige: Vi skal tværtimod stå på forandringstoget! Det nytter ikke at kirken holder fast i en fortid, der for de fleste er fortid. Hvis ikke kirken bliver mere moderne – eller måske snarere post-moderne - så rammer den forbi mennesker i dag.

Det er også noget rigtigt og vigtigt i denne holdning. Kirken er til alle tider sat til at forny evangeliet, så det taler ind i netop den kultur, vi er i. Det er godt, vi har nogle progressive, der tør gå nye veje.

Men hvis denne holdning bliver den eneste tilgang, risikerer kirken også noget. Den aktivistiske kirke, der finder sin eksistensberettigelse i en fyldt kalender, er en af farerne. Kirken, der udvander evangeliet, så det passer til det folk tænker i dag, er en anden afvej. Er vi allerede på vej i den retning?

Stå på forandrings-toget, men insister på selv at bestemme hvorhen!

Findes der en vej mellem afvejene? Er det muligt ikke enten at havne i museums-kirken, i aktivist-kirken eller i kirken, der har tilpasset og udvandet sit budskab? Det er for mig at se det, der er opgaven. Eller – for at blive i billedet – opgaven handler om at stå på forandrings-toget, men insistere på selv at bestemme, hvorhen toget kører.

Men skal vi det, fordrer det, at både præster og menighedsråd påtager sig en leder-rolle. Det handler først om at finde den vision, der skal styre, hvilke forandringer, der skal til. Ud fra det må vi så sige ja til nogle forandringer – og sige nej til andre.

Hvilke forandringer skal så til? Tja.. det er den spændende og udfordrende opgave i menighederne i en forandrings-tid.