At lede et sogn handler også om økonomi - artikel i Kirken i Dag, Kirkefondet, marts 2011
Af sognepræst Carsten Haugaard Nielsen, Christiansfeld
Da menighedsrådene skulle tage fat på budgetlægningen for 2011, blev der ved mange menighedsrådsmøder sukket. Med god grund. Man var endnu ikke kommet sig over de nye overenskomster, før endnu en ny administrativ udfordring blev lagt i menighedsrådets kurv: et nyt budgetskema. Hvordan skulle man overhovedet finde ud af at lægge budgettet, når posterne ikke var de samme som sidste år? Det var lige før målet var nået! Kan vi ikke snart få arbejdsro til det kirkelige arbejde i sognene? tænkte mange.
Men imellem sukkene var der også nogle, der sagde: Det er jo godt, det her! Det giver os nogle helt nye muligheder for at se, hvad tingene reelt koster, og dermed prioritere, hvad vi vil!
Baggrunden for de nye budget- og regnskabsskemaer
De nye skemaer hænger nøje sammen med, hvad menighedsrådenes opgave er – sådan som to betænkninger fra Kirkeministeriet formulerer dem.
Menighedsråd skal lede sognet gennem målsætninger
Kirkeministeriets Betænkning 1477 indfører ledelse som menighedsrådet væsentligste opgave. ”Menighedsrådet – såvel de valgte medlemmer som sognets præst(er) – har den overordnede ledelse af kirken i sognet”. Den gamle opdeling, hvor menighedsrådet tog sig af murstenene og præsterne af kirkens liv har dermed endegyldigt fået dødsstødet. Menighedsråd og præster skal i samvirke lede kirken i sognet.
Denne ledelse skal ske ud fra Folkekirkens overordnede opgave: ”Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser”. Konkret skal menighedsrådene ud fra dette arbejde med målsætning og økonomiske prioriteringer.”De konkret målsætninger, som menighedsrådet måtte fastlægge for det kirkelige liv i sognet, udmøntes af rådet i den prioritering af opgaverne og de dertil hørende økonomiske og personalemæssige rammer, som kommer til udtryk i den årlige budgetlægning”.
Betænkning 1477 fastsætter altså ledelse som menighedsrådenes væsentlige opgave. Denne ledelse kommer til udtryk ved, at menighedsrådet virkeliggør folkekirkens mission. Konkret skal de opstille målsætninger og at tænke sognets økonomi ud fra disse mål.
De nye budget- og regnskabsskemaer er tænkt som dette ledelsesredskab.
Mere kirke for pengene
Med der ligger flere ting bag de nye budget- og regnskabsskemaer.
Folkekirken er her en del af en generel udvikling i offentlige virksomheder. Gennem 90erne og 00erne har udviklingen i den offentlige sektor generelt været præget af et ønske om større effektivitet, omstillingsparathed, kvalitetsstyring. Den er også blevet langt mere brugerorienteret. Der er sket en stor omvæltning i f.eks. undervisningsinstitutioner, sygehuset, biblioteker ud fra spørgsmål som: Hvad får borgeren for deres penge? Kan det hele gøres mere effektivt? Skal der være brugerbetaling? Lever vi op til det, vi skal? Gør vi det godt nok?
Kirken kommer som sædvanligt 10-20 år efter det almindelige samfund, men med Betænkning 1491 om ”Folkekirkens lokale økonomi” er også Folkekirken med. Her introduceres slagordet: ”Mere kirke for pengene”. Folkekirken analyseres ud fra overvejelser om, hvordan kirken kan bruge flest muligt penge på det, der direkte har betydning for kirkens medlemmer og kirkens udvikling.
Målsætningerne, som menighedsrådet skal opstille, handler altså ikke kun om, at menighedsrådene skal virkeliggøre folkekirkens mission. De handler også om, at rådene skal sørge for, at medlemmerne får mest muligt for deres penge.
De nye budget- og regnskabsskemaer foreslås i betænkningen som et redskab til dette. De nye skemaer skal bestå af en formåls- og en artskontoplan, hvor det bliver økonomisk gennemskueligt, hvad de forskellige formål som kirkebygning, forskellige kirkelige aktiviteter, kirkegård osv. reelt koster. Dermed bliver det muligt at vurdere, om vi bruger pengene fornuftigt og på det, vi vil.
Den nye kontoplan – et ledelsesredskab for virksomheden: kirken i sognet
Den nye kontoplan har altså baggrund i hele denne tænkning: 1) Menighedsrådet varetager ledelsen af sognet gennem konkrete målsætninger for sin virksomhed. 2) Det betyder en opmærksomhed på, at pengene går til det, menighedsrådet prioriterer – og en generel opmærksomhed på ”mere kirke for pengene”. 3) Her er der brug for budgetter og regnskaber, der viser det klart.
Måske er det ikke helt gået op for alle menighedsråd, at de to betænkninger og den lovgivning, de har affødt, indfører en grundlæggende ny forståelse af menighedsrådenes rolle. Den tidligere opfattelse: At menighedsrådenes rolle primært er at administrere og bevare institutionen er forladt. Til fordel for den nye opfattelse: menighedsrådene er leder af den virksomhed, som folkekirken i sognet er. Her er rollen at udvikle og optimere kirken i sognet ud fra mission, målsætninger og økonomiske prioriteringer.
For mig at se er denne opfattelse af menighedsrådenes opgave vigtig! Hvis kirken skal orientere sig mod fremtiden, er det nødvendigt, at menighedsråd og præster ser sig som ledere, der skal virkeliggøre folkekirkens mission i verden, som den er i dag og ser ud i det enkelte sogn.
Er en ny kontoplan nok?
Man kan selvfølgelig spørge, om en ny kontoplan her er tilstrækkelig nytænkning med hensyn til sognenes økonomi. Hvis menighedsrådene skal fylde deres opgave med at virkeliggøre folkekirkens mission i sognet, er det så nok, at vi har fået en kontoplan, der viser udgiften ved de enkelte formål?
Lad mig slå fast: Det er en gave, at vi nu kan se klart, hvad de enkelte formål reelt koster, inkl. personaleforbruget. Nu kan vi direkte aflæse, hvor meget det koster at drive kirkegården, hvad vi bruger på gudstjenester, undervisning, diakoni, kommunikation, kirkekor, koncerter og foredrag. Hos os har vi allerede fået et par overraskelser: Koster det virkelig så meget? Den nye kontoplan giver derfor menighedsrådene mulighed for at stille spørgsmål som: Vil vi betale det? Er det en del af vores mission og målsætning? Hvordan vil vi prioritere de midler, vi har?
Men en ting er, at man nu kan se, hvad tingene koster. Noget andet er, hvor store mulighederne er for at møblere rundt i budgettet. I virkelighedens verden er menighedsrådenes økonomiske råderum ikke særlig stort, når først alle de faste udgifter til lønninger, varme, nødvendig administration osv. er betalt.
Biskop Niels Henrik Arendt slår i Årsskrift 2010 fra Haderslev Stift til lyd for at gøre nogle sogne til økonomiske ”frisogne” – til sogne, hvor man tænker kirkens virksomhed igennem og er økonomisk fri til at bygge tingene op helt fra grunden ud fra spørgsmål som: Hvad skal der være til for at være kirke? Hvad er vigtigt? Hvad er nødvendigt? Det lyder som en spændende tanke, og jeg håber, den bliver fulgt op af konkrete forsøg, der peger fremad for sognene.
Men indtil da er opgaven at få mission, målsætninger og økonomi til at hænge sammen, inden for de rammer, vi har. Og med klare målsætninger, drøftelser med medarbejdere om deres arbejdsopgaver i relation til målsætningerne, overvejelser om stillings-indhold ved ledighed, optimering af kirkegårdsdrift og administration osv. kan man også komme langt.
Og her er den nye kontoplan et nødvendigt arbejdsredskab.
Litteratur til videre læsning:
Andersen, Erling og Lindhardt, Mogens: Ledelse af tro, Gyldendal 2010
Betænkning 1477 ”Opgaver i sogn, provsti og stift”, Kirkeministeriet 2006
Betænkning 1481 ”Folkekirkens lokale økonomi”, Kirkeministeriet 2007
Nielsen, Carsten Haugaard: Ledelse i menigheden, ProRex 2008
