Den nærværende kirke
Af sognepræst Carsten Haugaard Nielsen, Tyrstrup-Hjerndrup sogne, Christiansfeld
Bidrag til bogen: Hvad skal vi med kirken? ProRex Forlag
Kristus-spiritualitet og kirke fra neden – inspirationen fra Paulus
Paulus er teologiens moder. Han er den første store kristne teolog. Han har ganske vist aldrig skrevet en troslære. Hvis man leder efter ti sider om hans forståelse af kirken, leder man forgæves. Han har bare skrevet en række breve til de nye kristne menigheder, som han grundlagde på sine rejser. Men netop disse breve, der er de ældste skrifter i Ny Testamente, gør ham til teologiens moder.
Jeg har altid været fascineret af denne første store kristne teolog, Paulus. Fascinationen er ikke blevet mindre af, at Paulus stadig formår at give inspiration til teologien og kirken. Efter næsten 2000 år.
Det særlige ved Paulus er en koncentration om sagen, eller mere præcist en koncentration om Kristus. Han siger et sted – næsten som var det et program eller et slagord til et reklamefremstød: Jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet (1. Korintherbrev 2,2). Hele den teologi, der udfolder sig i hans breve, kan ses ud fra denne synsvinkel. Det handler om Kristus.
Men denne koncentration om sagen, om det vigtigste, udfoldes ikke som en lære. Paulus er ikke dogmatisk. Han er tænker dynamisk og organisk. Den kristnes liv er en forening med Kristus. Kristus er i både den enkeltes liv og i den kirke, der netop var grundlagt.
Når Paulus f.eks. skal beskrive dåben, beskriver han den i Romerbrevet kapitel 6 som død og opstandelse med Kristus. Dåben er i den grad Kristus i den enkeltes liv, at den er en forening med Jesus Kristus i hans død og opstandelse.
Når Paulus beskriver sit eget liv, tænker han det som en fortsat forening med Kristi død og opstandelse. Paulus blev udsat for mange lidelser under sine rejser. Han kom ud for både forfølgelse, fængsling og meget mere. I 2. Korintherbrev kapitel 4 tolker han det som Kristus i sit liv: Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.
Også kirken ses som Kristus. Det kommer til udtryk i mange af de ord, Paulus bruger om kirken. Han kalder f.eks. kirken for menighed, de hellige, de kaldede, brødre, Guds folk og meget mere. Men ofte tilføjes der til disse ord om kirken: i Kristus. For også kirken ses ud fra synsvinklen Kristus i os. Mest tydeligt kommer det til udtryk i, at Paulus kalder kirken for Kristi legeme. Kirken er i den grad Kristus i verden, at den er hans legeme. Ordene Kristi legeme bruges i tre forskellige betydninger hos Paulus: Om Kristi legeme, der led på korset, om nadverens Kristi legeme og om kirken. Men netop disse tre betydninger af det samme ord viser, i hvor høj grad kirken tænkes som Kristus i verden.
Jeg er som sagt meget optaget af Paulus. Ikke mindst fordi han fortsat har noget at sige til os. Men hvad ville han da sige, hvis vi tænkte os, at han skrev et brev til menighederne i dag?
Jeg tror:
- han ville udfordre kirken i dag til koncentration om sagen. Pointeret udtrykt er kirken hverken kaffestue eller kulturhus. Kirken handler om Jesus Kristus.
- han ville udfordre kirken til at finde spiritualiteten eller fromheden på ny – som forening med Kristus eller Kristus-spiritualitet
- og så ville han sige noget om, at kirken i dag bør udvikle sig til at være en helheds-kirke som ramme for både søndagens og hverdagens Kristus-spiritualitet. For Paulus er det kristne liv – og dermed kirkens – et helhedsprojekt, der indbefatter både gudstjeneste og hverdag.
Paulus udfordrer kirken til at være den nærværende kirke, forstået som Kristus-nærværets kirke.
En krop med mange lemmer
Men dermed er ikke alt sagt. For der er også en anden dimension af kirken, sådan som Paulus forstår den.
De to steder, hvor Paulus udfolder kirken som Kristi krop - Romerbrevet 12 og 1. Korintherbrev 12 - er der to fokus: Det ene er kirken som Kristus-nærværets kirke. Det andet er kirken som mangfoldighedens fællesskab.
Paulus tager udgangspunkt i, at et legeme har mange lemmer. Sådan er alle døbte et lem på Kristi legeme. Men som hvert lem på et legeme har sine evner og muligheder, sådan har den enkelte kristne det også. Her skal hver enkelt bruge sine evner – eller nådegaver, som Paulus kalder dem – til gavn for helheden. Alle har lige meget værd, pointerer Paulus. Et legeme har jo både brug for hoved, øje og fod. Sådan har kirken også brug for mange. Alle har deres evner og muligheder, og de skal bruges i gensidig respekt.
Kirken er altså et mangfoldighedens fællesskab, hvor alle bidrager med det, de kan. Det hele handler om - med Paulus’ ord - at opbygge kirken, Kristi legeme. Det kan være både indadtil, at kirken skal opbygges, så den får større åndelig modenhed. Men det kan også være udadtil, så menigheden vokser.
Paulus peger altså på, at den nærværende kirke også giver sig udtryk i et mangfoldighedens fællesskab, hvor alle bruger det, de kan. Den nærværende kirke er ikke bare et sted, hvor den enkelte kan dyrke sin Kristus-spiritualitet. Den er ikke kun den enkeltes forening med Kristus. Den er også et møde med de andre. Den er også et fællesskab, hvor den enkelte har ansvar for at bruge det, han eller hun kan, til gavn for helheden.
Hvad ville Paulus ud fra dette sige til kirken i dag, hvis han skrev et brev til os? Jeg tror, han ville fortsætte, hvor han slap ovenfor og tilføje
- kirken skal bæres fra neden, af med-lemmerne og ikke af præsten. Kirken som nærværende kirke er også en kirke, hvor medlemmernes muligheder og engagement eller passion kommer i spil.
Den nærværende kirke, forstået ud fra Paulus, har altså en dobbeltdimension: Den udtrykker Kristus-nærværet. Samtidig er det en kirke, hvor medlemmerne er nærværende i et gensidigt udfyldende fællesskab.
Måske kan den udfordring, som kirkens første store teolog giver kirken i dag udtrykkes så enkelt: Mere koncentration om det kirken er til for. Og mere fællesskab og engagement eller passion.[1]
Spørgsmålet er, hvordan denne vision om den nærværende kirke omsættes til virkelighed i en dansk folkekirke i begyndelsen af det nye årtusinde.
Kirke med hjerte, mund og hænder - Tyrstrup kirkes vision
Tyrstrup kirke i Christiansfeld var for nogle år siden gennem en omfattende proces med at finde den vision, der skulle bære kirkens arbejde. Processen inkluderede offentlige møder, studieture, teologiske overvejelser og drøftelser i menighedsrådet. Visionen blev endelig formuleret til:
Vi vil være kirke med hjerte, mund og hænder
- med godt budskab til alle
- med hjerte for hinanden
- med hænder, der rækker ud
Denne formulering kan tolkes som en aktivistisk kirkes bud på, hvad vi vil gøre. Ligesom en virksomhed, der har sat sig for at sælge noget bestemt og nu sætter en vision for, hvad de vil gøre. Sådan kan visionen for Tyrstrup kirke tolkes: se her, hvad vi vil. Vi vil være kirke med hjerte, mund og hænder. Og nu gør vi det så!
Men visionen bunder dybere. Den har udgangspunkt i en tolkning af kirken som Guds-nærværets kirke.
Vi begyndte nemlig med at stille os selv spørgsmålet: Hvis vi skal være Kristi legeme i dag, hvis vi skal være Guds-nærværets kirke, hvordan skal visionen så lyde?
Skulle vi svare på det, måtte vi først spørge: Hvem er Gud? I trosbekendelsen bekender vi os til den Gud, der både er Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Men hvad står disse tre i treenigheden for? Og hvordan hænger de sammen med det at være kirke? Her forsøgte vi så at sætte ord på Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Vi kom frem til, at de tre personer i guddommen svarer til tre dimensioner i kirkens liv:
En ”sige” eller ”mund”- dimension
Gud Helligånd skabte på pinsedagen kirken ved Peters forkyndelse om Jesus Kristus. Sådan er der i kirken en ”sige” eller en ”mund” dimension, der især kommer til udtryk i kirkens gudstjeneste, undervisning og mission.
En ”være” eller ”hjerte”-dimension
Forkyndelsen skaber en ”være” eller ”hjerte”-dimension. Pga. Jesus Kristus er vi Guds børn. Vi er samtidig et livs- og trosfællesskab, kirken eller Kristi legeme.
En ”gøre” eller ”hænder”-dimension
Da Gud Fader skabte mennesket, sagde han til mennesket, at det skulle være herre over alt det, han havde skabt. Kirken har derfor også en ”gøre” eller ”hænder”-dimension. Det er kirkens opgave at have omsorg for det, Gud har skabt, og hjælpe mennesker med de konkrete behov, de har.
Ud fra dette blev så visionen formuleret:
Vi vil være kirke med hjerte, mund og hænder
- med godt budskab til alle
- med hjerte for hinanden
- med hænder, der rækker ud[2]
Som det kan ses, tager Tyrstrup kirkes vision ikke direkte udgangspunkt i Paulus’ forståelse af kirken, som jeg har beskrevet i første afsnit. Den bygger snarere ovenpå Paulus’ forståelse af kirken som den nærværende kirke, og stiller derfra spørgsmålet: Hvis vi skal være den nærværende kirke, hvad skal vi så?
Vi er klar over, at man på en måde slet ikke kan dele kirkens arbejde op i de tre dimensioner ’hjerte, mund og hænder’. Som Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd er en helhed, er det snarere sådan, at al kirkens arbejde rummer både hjerte, mund og hænder.
Kirkegårdens arbejde er f.eks. først og fremmest at gøre noget for andre (hænder-dimensionen), men når kirkegårdens medarbejdere møder folk, der ser til en grav, har de også en hjerte- og mund- dimension. De repræsenterer kirken og dens budskab. Et kirkeligt arbejde som Alpha-kurset er et kristendomskursus med fokus på oplæring, dvs. mund-dimensionen. Men kurset rummer også både fællesskab, og at man tager sig af hinanden (hjerte- og hænder-dimensionen).
Selv om tingene i praksis hænger sammen, har visionen skabt klarhed ved at sætte fokus på forskellige områder af det at være kirke. Den har gjort, at vi har stillet os selv spørgsmålet: Hvis vi vil være den nærværende kirke i vores sogn, hvad skal der så til? Er vores gudstjenester som de skal være, så de bliver et møde med Gud og med hinanden? Har vi et fællesskab, der bærer kirken, og får hver enkelt mulighed for at bruge sine evner eller nådegaver? Og rækker vi nok ud til mennesker, der har brug for hjælp? Overvejelserne har bl.a. ført til ændringer i formen for den faste søndagsgudstjeneste og i nye former for gudstjeneste. De har ført til, at vi nøje har overvejet kirkens diakonale profil. De har også ført til en bekræftelse af et ofte sagt, men dog uskrevet princip i Tyrstrup kirkes arbejde: At det, menighedens medlemmer brænder for eller har nådegaver til, skal have plads og understøttes af præst og menighedsråd til gavn for helheden.
Her nogle år efter vedtagelsen af visionen, har den haft stor betydning for udviklingen af menighedslivet. Den har vist sig som den rummelige formulering, som mange har kunnet genkende sig i og arbejde ud fra. Den har skabt retning for arbejdet. Og endelig har den været og er stadig som den jordbund, hvor der kan gro nye initiativer og muligheder op.
Folkekirke, aktiv kirke og fællesskabskirke
Men allerede inden vi vedtog visionen, måtte vi spørge os selv: Hvordan kan vi på denne måde være den nærværende kirke som folkekirke? Bliver det ikke alt for let til en kirke for de særligt interesserede? Kan folkekirke-rammen bruges til en kirke, der vil det her? Er det overhovedet muligt at være en kirke, der arbejder ud fra en teologisk kirke- og menighedsforståelse? Og samtidig folkets kirke som ramme for ritualer og bred folkekirkelighed?
Dette spørgsmål førte til, at vi spurgte os selv: Hvilken slags kirke er vi? Og hvilken slags kirke ønsker vi at være?
Man kan nemlig være folkekirke på mange måder. Der er i alt fald følgende muligheder – og sikkert flere:
Folkekirkemenigheden er den menighed, hvor kirken omslutter menneskelivet med de kirkelige handlinger dåb, konfirmation og begravelse.
Kirkelig-organisations menigheden er menigheden, der samles i kirken om søndagen og i en kirkelig organisations arbejde til hverdag.
Aktivitetsmenigheden er menigheden, der samles i kirken om søndagen og i kirkens menighedslokaler i hverdagen til en stor vifte af forskellige aktiviteter, som menighedsrådet er ansvarlig for.
Menighed for en særlig gruppe er menigheden på tværs af et større geografisk område. Menigheden kan være en særlig gruppe, f.eks. unge eller indvandrere. Eller menigheden kan være menighed et særligt sted, f.eks. ved et sygehus eller en uddannelsesinstitution. Eller menigheden kan være en menighed med en særlig kirkelig retning, hvor man fra et større område kører for at høre en bestemt præst eller være en del af et bestemt menighedsliv.
I netværksmenigheden er den grundlæggende enhed netværket i en gruppe i menigheden. Netværket fungerer som hverdagsmenighed og henter sin identitet med inspiration i Ny Testamentes forståelse af menigheden. Menighedens netværks-grupper samles sammen med andre til gudstjeneste og andre fælles samlinger, hvor de enkeltes evner (nådegaver) også bruges. Netværks-grupperne kan også ses som menigheder i menigheden, hvor gruppens samvær får gudstjenestelignende karakter[3].
I Tyrstrup sogn blev konklusionen på denne analyse af menighedstyper:
Vi vil fortsat være folkekirkemenighed med vægt på at række bredt ud i sognet i kirkelige handlinger og med vægt på god service. Derudover vil vi fremme flg. menighedstyper: aktivitetsmenighed og netværksmenighed.
Vi vil altså både være folkekirke i traditionel forstand, aktiv kirke og fællesskabskirke. At sige det er at lægge vægt på bredden. Det er at give plads til alle, både den almindelige folkekirkelige menighed, de særligt interesserede, de søgende osv. Og ikke mindst plads til det engagement, som menighedens medlemmer ønsker og har mulighed for at lægge i kirkens liv inden for rammen af vores vision.
Det er en vej, der både er fast og rummelig. For vi er faste om, hvad der er vores vision, og derfor er det ikke alt, vi skal. Men samtidig er vi rummelige. Og denne rummelighed og bredde anser vi for en styrke.
Det er også en vej, der indebærer nogle farer. En af farerne er, at menigheden splittes i menigheder: en folkekirke-menighed, en aktiv-menighed, en gospel-menighed, en menighed med udgangspunkt i Alpha-kurser osv. Hvordan bevarer vi her helheden og sammenhængen? En anden fare er overbelastning af præster, ansatte og frivillige i aktiviteter. Her prøver vi at beskytte os selv dels ved at sige: Vi skal ikke alt. Men ved også at have – næsten som princip: Der sættes ikke nyt i gang uden, at der er frivillige, der vil bære det. En tredje fare er, at rummeligheden kan gøre os utydelige, fordi vi vil mange ting på én gang.
Men indtil videre er det vores bud på at være den nærværende kirke - som folkekirke - i Christiansfeld.
Den nærværende kirke – inspiration fra den anglikanske kirke
Hvor går vejen fremad for en menighed som vores og i folkekirken i det hele taget? Personligt er jeg her inspireret af flere ting. Paulus har jeg allerede nævnt. Og dermed har jeg også sagt, at det for mig er vigtigt at hente inspiration fra ”kilderne”.
Men jeg vil også nævne den inspiration, jeg har fået fra et besøg hos den anglikanske kirke. Her har man vendt det på hovedet, som jeg overfor beskrev som en fare: At menigheden splittes i menigheder. Man har sagt: Hvis kirken skal nå ud til folket, så er der brug for at menigheden splittes i menigheder. Så må vi opgive tanken om én menighed, der samles søndag formiddag. Virkeligheden har alligevel overhalet den tanke.
Den anglikanske kirkes overhoved, ærkebiskop Rowan Williams siger sådan i rapporten Mission Shaped Church: Vi er begyndt at opdage, at ’kirke’ kan eksistere på mange måder. ’Kirke’ som et kort over et område (sogne og stifter) er én måde – en måde, der stadig har meget at sige i mange sammenhænge.. – men der er mange andre måder. Dér er så udfordringen, siger Williams: … ikke at tvinge alt ind i den form, vi kender, men heller ikke rive alle love itu og begynde fra nulpunktet (som om det overhovedet var muligt eller realistisk). Men det, der gør situationen interessant er, at vi skal leve med variation. Udfordringen er at leve med variationen, så alle vokser i tro sammen, ivrige efter at høre om og sprede evangeliet. Og han tilføjer: Lige nu står vi ved et afgørende vendepunkt i den engelske kirkes liv[4].
Man har altså i den anglikanske kirke ikke bare sagt: Vi skal leve med variationen og med mange udtryk for det at være menighed. Man har sagt: Vi vil fremme variationen. Det er blevet til initiativet Fresh Expressions of Church, hvor der de seneste år er registreret mange hundrede nye menigheder. Der er i de fleste stifter ansat koordinatorer til at fremme forskellige nye menighedstyper.
De nye menigheder er menigheder, der samles i caféer eller indkøbscentre. Det er ofte menigheder, der mødes midt på ugen i stedet for søndag. Det er menigheder for forældre til skolebørn, der mødes en aften og holder gudstjeneste i skolens gymnastiksal. Vi mødte en ungdomsmedarbejder, der samlede de unge i byen til ungdomskirke. En ung kvinde var præst for en natklub-menighed. Et sted var et Alphakursus blevet til en ny menighed, fordi springet fra kursets form til den lokale kirkes gudstjeneste var for stort. Et andet sted var en gruppe brudt ud fra en kirke og formede en ny menighed med en mere fri gudstjeneste. De havde et stærkt fællesskab baseret på, at alle var med i en lille gruppe i menigheden, en såkaldt ”celle”. Næsten alle steder i de nye menigheder er det mere lægfolket, der bærer menighederne, end præsten.
Den anglikanske kirkes arbejde med Fresh Expressions of Church tilføjer et vigtigt aspekt til begrebet om den nærværende kirke. Jeg har beskrevet det som Kristus-nærværets eller Guds-nærværets kirke i en koncentration om sagen. Og samtidig kirken, der bæres af menighedens engagement. Den anglikanske kirke har – kan man sige – især arbejdet med, at kirken skal være nærværende kirke ved være nær ved det enkelte menneskes liv, som det er ved at danne menigheder, hvor og som folk er.
I en menighed som Tyrstrup menighed er vi allerede i praksis gået et stykke ad den vej. Vi har opbygget en ’spagetti-menighed’, en ’alpha-menighed’ og til en vis grad også en ’gospel-menighed’. Vi er på vej med en ’Taize-menighed’. Foruden at vi også har en mere traditionelt orienteret ’aktiv-menighed’ og en bred ’folkekirke-menighed’.
Når vi ser fremad, tror jeg, vi i folkekirken skal fremme dette. Vi må i langt højere grad arbejde for, at menighed både er det, der sker søndag formiddag, og det, der sker på andre tidspunkter og i andre sammenhænge. Vi må her vove at give mere los og understøtte det, der gror nedefra. Ikke at alt så er kirke. Men alt det, der er kirke, skal gro. Skal kirken overleve, må vi væk fra at se den som institution knyttet til et sogn. Vi må i stedet understøtte kirken som en bevægelse båret af menneskers engagement eller passion på tværs af sogne og andre skel. Det betyder ikke, at alt det gamle og traditionelle skal kastes over bords. Mange steder – f.eks. i Tyrstrup-Hjerndrup sogne, hvor jeg er præst – giver det stadig god mening også at være folkekirke i traditionel forstand med søndagens højmesse som omdrejningspunkt. Men det kan ikke længere stå alene.
Folkekirkens vision er at være den kirke, der er nær ved folket. I vores kirkes historie er dette blevet tolket som geografisk nær ved den enkelte. Hvis vi i dag vil være nær – eller nærværende kirke - ved den enkelte, er der brug for en omtolkning af folkekirkens vision. Det er ikke nok med geografisk nær ved. Eller mere præcist: Der er ikke længere i så høj grad brug for, at kirken er geografisk nær ved. Der er ikke så meget brug for, at kirken er, hvor folk er. Der er mere brug for, at kirken er som folk er. Og her er der brug for menigheder på tværs af sogne og andre skel, der hver for sig møder folk, som de er.
Det kræver en ny struktur. Mange steder er de enkelte sogne ikke store nok til at bære en palet af menigheder. Strukturforandringen er allerede ved at ske. I Christiansfeld-området er vi gået i gang med et projekt støttet af Folkekirkens Udviklingsfond om ”Nye samarbejdsformer for sognene i og omkring Christiansfeld”. Mange andre steder har man allerede lagt pastorater sammen. Alt sammen er det nødvendigt, hvis folkekirken skal løse sin opgave: At være nærværende kirke for folket i dag.
Men struktur er kun et underordnet spørgsmål. Det vigtigste er at blive ved med at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan kan vi være nærværende kirke i dag sådan, at kirken forbliver gudsnærværets kirke, samtidig nær ved den enkeltes liv og båret af med-lemmernes engagement.
[1] Til en nærmere udfoldelse af Paulus’ forståelse af kirken som inspiration for kirken i dag, se Carsten Haugaard Nielsen: Kirken, Kristi krop. Unitas Forlag 2000.
[3] Til en nærmere udfoldelse af menighedstyperne se Carsten Haugaard Nielsen: Ledelse i menigheden. Menighed og præst i verden midt imellem. ProRex Forlag 2008. (s.117-121)
[4] Citeret efter kronikken Carsten Haugaard Nielsen: Sådan kan man også være kirke. Kristeligt Dagblad 27. oktober 2006 (om Fresh Expressions of Church).
