Pinsesalme

 

1.  Gud Helligånd blev pinse-vild
og stormed’ gennem sprækker!
Og blæsten pusted’ til en ild,
der rundt om verden rækker!
Og blade springer, solen ler,
og gamle drømmer, unge ser,
og verdens mismod knækker.

2. Med torden-øje farved’ Gud
sin pagt som himmelbue,
hans ånde tørred’ havet ud,
hans folk sku’ ingen kue!
Hans pagt blev ny, da Krist stod op
og døden fik sit hjertestop
i morgensolens lue.

3. Nu søger vi dig, Mægtig-Gud
bag sommervindens vinger.
Vi sender vores duer ud,
og håber, at de bringer
et blad fra nådens nye jord
med bølgeblå af glædesord,
så vores verden svinger!

4. Gud, blæs igen! Bliv pinse-vild
i disse tørre egne!
Spænd himmelbuen som en ild,
der lyser alle vegne
Giv Helligåndens sommer-chok,
så hjertet tror: din pagt er nok!
Lad al vor mismod segne!

Carsten Haugaard Nielsen 2011
Mel: Spænd over os!

**************************************

 

 

Salmerne i det flg. følger kirkeåret...

Jul

 

Guds fred er en stjerne i natten,

et lysskær, der stædigt blir ved

med tindrende trods imod mørket

af lysårs uendelighed.

Guds fred er en kilde, der springer

af klarhed, af fylde, af vid.

Jeg drikker af kilden og sanser:

mit liv sættes uden for tid. 

 

Guds fred er i vinter at vide,

at lyset vil vende for mig.

Guds fred er at kende en ven, der

vil rejse mig op, gi mig vej.

Guds fred er at længselen mødes,

at mærke min frihed og gå.

Guds fred er at slippe og miste

og ane alt det, jeg skal få.

 

Guds fred tager bolig iblandt os,

i Betlehem fødes Guds Ord.

Hør, engle med evigheds-ekko!

Se, himmerig sænkes til jord!

Kom med! Lad mod krybben os søge!

Tag barnet og freden i favn!

Jeg tror! Han er lysskær, er kilde,

er vennens og frihedens navn.

 

Så kom i mit sind og i sanser,

du freden, der vender mit mod.

Du fylde af evige sandhed,

der bliver nu legem og blod.

Du barn og dog stjernernes bærer,

Guds herligheds under og ly.

Du glimt af al himmerigs-glæde

med solhverv for livet på ny!

 

© Carsten Haugaard Nielsen 2005

 

- kan synges på ”De dybeste lag i mit hjerte”

 

 

Nytår

 

Vi vender os mod dig, vor Far,

mod fredens rige.

Vi løfter vore hænder op,

lar’ bøn til himlen stige.

 

Vi gir dig glæden fra i går

og smerten, sorgen.

Far, lad os gå med trygge skridt

mod hvad der sker i morgen!

 

Du ser os, Far! Du kender tal

på år og dage.

Du ved alt, hvad vi trænger til,

du altid blir tilbage.

 

Så hør vor bøn! Du Fader Vor,

i himmerige.

Din vilje ske, dit rige gro,

giv dagligt brød tillige!

 

Fyld alle dage med dit navn,

fri fra det onde!

Vor synd og skyld du sænke ned,

i nådens dybe sunde.  

 

For i al evighed du har

al magt og ære!

Vi amen sir, nu alt er sagt;

vi er, hvor vi skal være.

 

Så lad os gå med løftet sind

og favne livet,

og takke Gud for freden, som

i bønnen blir os givet.

 

© Carsten Haugaard Nielsen 2005

 

- kan synges på ”Vi rækker vore hænder”

 

 

Hellig Tre Konger

 

Jeg søger efter stjernestøv

og spejler mig i drømme.

Men hjertet kan kun tygge drøv,

og livet søvnigt strømme.

I hverdags-tidevand jeg går,

mens sjælesår blir ømme

 

Et stjerneskud gir lys på klem

ind til et drømmerige.

Jeg søger væk! Til Bethlehem!

En konge uden lige?

Nej! Blot endnu et hverdags-barn -

min Gud - hvad vil du sige?

 

Da falder stjernen fra sin sky

og lander ved min side.

Nu hjertet slår! - og bliver bly.
Hvad mere skal jeg vide?

Alt hvad jeg gemte, åbnes op,

nu vendes verdens tide.

 

For Gud er født i hverdags-liv

som barn på frierfødder.

Og nåden strømmer gennem siv

med kraft fra himlens rødder.

Vor Herre drysser stjernestrø,

når kærligheden gløder.

 

©  Carsten Haugaard Nielsen 2006 og 2009

 

Langfredag

 

 

Getsemane, en have

i forårs-stille fryd.

Et nattely, en gave

med Kedrons sagte lyd.

Nu stiger frem af mørket

et brus som storm af hav.

Getsemane, hvad er du?

Et mulm, et dyb, en grav?

 

Se sværd og fakler glimter,

og Judas viser vej.

Men du, der stormen binder,

står stille. ”Det er mig!”

Om sværdet Peter griber,

til kampen sir du: Nej!

Du drikke vil det bæger,

din Far har givet dig.

 

En ild i gården flammer,

med glimt  - af Helveds skær?

De smiler skævt og stammer:

”Var Gud dig særligt nær?”
”Hør Peter, du der henne!”

”Du var med ham - du dér!”

”Ja, dig! Jeg kan dig kende!”

”Du var i haven her!”

 

Og hanen spår om lyset,

mens Peter nægter: Nej!

Og bålets gnister gløder,

disciplen går sin vej.

Dér sidder du blandt fjender,

forrådt, forladt, forhadt.

En Gud med bundne hænder,

til Helved overladt.

 

”Er du en konge mægtig?”

Pilatus vil ha svar.

”Har du et rige prægtigt?

Hør – er du kun til nar?”

”Du sir det: Jeg er konge!

- et sandheds-glimt på jord.

Men hvad er sandhed? spør du –

så hør dog mine ord!”

 

Pilatus lar dig piske.

Soldater fryder sig,

og fletter tornekviste -

en grufuld, håne-leg.

Der står du, himlens Herre,

med kongekrone på.

Til korset! skaren snerrer

nu ingen kan dig nå.

 

Men Jesus hvorfor lar du

dem håne, dræbe dig?

Jeg ser det Herre, ved nu,

du gør det jo for mig!

Jeg vævet har en kappe

af syndens falske blå.

Den kappe bær du, Herre,

til korset vil du gå!

 

 

Du bøjer villigt nakken,

får korsets byrde på.

Jeg ser soldater-sjakket,

jeg kan ej se derpå!

Du hænger i stor smerte,

for alt, hvad jeg har gjort.

Nu standser snart dit hjerte,

nu alting bliver sort.

 

De tar dig ned fra korset

med ømhed, smerte-sind,

de svøber dig i klæder,

som lig dig lægger ind.

En grav i blomsterfloret,

en have fuld af  liv.

Min Gud med skaberordet,

af døden liv ham giv!

 

© Carsten Haugaard Nielsen 2006

 

- kan synges på ”Befal du dine veje”

 

 

Det går mod kors, det går mod grav,

de gir dig hån og konge-stav.

De råber: ”Hil dig, konge, hil!”

i sødt og bittert spotte-spil.

 

Det er på korsets vej din dåb,

den vej, der ene er mit håb.

Derfor jeg råbe vil de ord:

”Du, konge hil! Du blev min bror!”

 

Men hvem vil være bror for dig?

Du går alene på din vej.

Dog Simon af Kyrene må

med byrden af dit kors nu gå.

 

De gir dig vin med malurt i

så besk som dødens smerte-sti.

Du klynges op imellem to,

som en forbryder, sku man tro.

 

De spotter: ”Hvis du er Guds søn,

så hør på vores fromme bøn:

Stig ned fra korset, så vi tror;

frels nu dig selv, du konge stor!”

 

Og spotten gør dig helt forladt -

jeg skimter lys, jeg ser en skat,

for alt mit håb er gemt deri,

du deres råb lod gå forbi.

 

Så falder mørket tæt, som om

naturen følger dig til dom.

Du vrænger angst og rædsel ud:

”Hvorfor har du forladt mig, Gud?”

 

Når mørket rammer livet ind,

når jeg af angst blir lam i sind,

så ved jeg, jeg kan vrænge ud:

”Hvorfor har du forladt mig, Gud?”

 

Og jorden ryster spotten af,

og grave åbnes, lag på lag.

De døde ser i mørket lys,

står op af korsets smerte-kys.

 

Du var Guds søn, der for mig led,

din angst og død var i mit sted.

Nu tror jeg, Gud er med mig når,

mit liv mod dom og døden går.

 

Derfor jeg råbe vil i dag,

du konge, hil! du tog min sag,

du blev min bror, det er mit håb,

det er på livets vej min dåb.

 

-          kan synges på ”Gak under Jesu”

 

© Carsten Haugaard Nielsen 2009

                                  

 

Påske

 

 

Jeg priser dig, du Herre Gud!

Jeg råbte dig om hjælp.

Du løfted op

min sjæl og krop,

af dødens rige ud.

 

Om aftenen slår gråden ned,

men morgenen er fryd!

Et øjeblik

er vredens stik,

dit lys er evighed.

 

Jeg aldrig vakler! Jeg var tryg,

som fæstning, som et bjerg.

Men rædsel greb

mig med sit reb,

jeg styrted’ i et ryk.

 

Hvor var dit ansigt i min nød?

Kan støvet takke dig?

og råbe ud:

en trofast Gud?

Hvad vinder du ved død?

 

Fra klagens dyb, alt jeg har lidt,

til dansens frydetrin!

Min dragt af sort,

du, Gud, tog bort!

Du gav mig glædens hvidt!

 

 

Jeg priser dig, der hjalp mig ud,

for altid hør min tak!

Al smertes råb

har mødt et håb:

du evighedens Gud!

 

© Carsten Haugaard Nielsen 2005 og 2006 

Salmernes Bog 30

 

- kan synges på ”Er du modfalden”

 

 

Se, forårssolen skinner lunt

og smyger sig om kviste.

Nu blomst og grene lyser gult

og frister alt det triste.

Det døde dør for livet, som

med glæde overlister.

Vi løftes op med krop og sjæl, 

som om Gud med os fester.

 

I påskesolens morgenlys

kom livet os i møde.

Nu glemt er trængsel, kors og grav,

for Krist stod op af døde.

Det er som fødsels-fryden, der

forløser smerte-graven.

Det er som barnets sarte hud,

som duft fra evig-haven.

 

Lad lette toner lege nu,

og klinge inderst inde!

Lad alle knopper nu få krop!

Lad livet overvinde!

Engang i evighedens vår

skal glædens gule farve

fravriste død al smerte-grav,

og vi skal evigt arve.

 

© Carsten Haugaard Nielsen 2007

 

- kan synges på ”Er lyset for de lærde blot”

 

Pinse

 

 

Vinden suser,

blodet bruser,

synger ind i sind og sans.

Ånden kommer,

det er sommer,

tar os med i livets dans!

Pinse – mer end ord kan sige,

mærk! det suser i Guds rige!

 

Solen skinner,

hjertet finder

nåden i en genfødt dag!

Ilden gnitrer,

kroppen sitrer,

mærker Åndens hjerteslag.

Pinse – mer end ord kan sige,

føl! det sitrer i Guds rige!

 

Natten lyser,

mørket gyser,

kulde, døden er ej mer!

Ordet tales,

Jesus males,

gamle drømmer, unge ser.

Pinse – mer end ord kan sige,

hør! der tales i Guds rige!

 

Tunger gløder,

men’sker møder

Åndens sommerspind af håb.

Hjertet knuger,

modet suger,

tusind vender om til dåb.

Pinse – mer end ord kan sige,

se! det vokser i Guds rige!

  

Klokker ringer,

blade springer,

nyfødt fryd i som’rens ro.

Kirken fødes,

men’sker mødes,

fælles nu om liv og tro.

Pinse – mer end ord kan sige,

ét i kirken i Guds rige!

 

Helligånd, kom

rør din kirke!

Syng det ind i sind og sans!

Drik os fyldt af

mod og virke!

Tag os med i himmel-dans!

Pinse – mer end ord kan sige,

her er kærlighedens rige!

 

© Carsten Haugaard Nielsen  2005

Apostlenes Gerninger 2

 

- kan synges på ”Gud vi er i gode hænder” (Willy Egemose)

 

 

 

Sommer

 

Det blæser blidt, det dufter sødt

fra blomsters sommerglæde.

Og aftensolen kysser rødt

med lys fra himlens sæde.

Guds smil går ud

til gom og brud

med under fyldt af nåde

fra skaberkraftens gåde.

 

Gud var i mørket, sagde: lys!

Han skabte mand og kvinde.

Han blæste ånde i et kys,

han gav os alt at vinde.

Forskellighed

i kærlighed

er ægteskabets nåde

fra skaberkraftens gåde.

 

Så elsk hinanden, gom og brud!

På klippen skal I bygge,

på kærlighed fra himlens Gud,

der råder for vor lykke.

I sommers skat

og vinternat

forblir Guds lys og nåde

langt større end hver gåde. 

 

© Carsten Haugaard Nielsen 2006

 

- kan synges på ”Det dufter lysegrønt”

 

1. Det summer af sommer,

det tynger af blommer,

der bøjer sig blussende rød.

Det brister til glæde

og slipper sin væde

som saft, der er himmerigs-sød.

 

2. Det tordner deroppe

som smerte i toppe,

det spænder i lys efter lys.

Når dråberne kommer,

så udløses sommer

i kræfternes kølige kys.

 

3. En sommer i ødsel,

i kræfter og fødsel,

en sommer, der brister til gavn

Den Gud, der har hjerte

som modenheds smerte

har givet os sommerens favn.

 

4. Gud, giv os at give

os selv for at blive

som træet, der bærer sin frugt,

og lær os, at livet

er kostelig givet,

når kræfter for andre blir brugt.

 

5. Når træerne blegner

og bladene segner,

når alting er brugt og må dø,

en nådefuld sommer

med Himmerigs blommer

os venter på evigheds ø.

 

-          kan synges på ”Trods længselens smerte”

 

 © Carsten Haugaard Nielsen 2009

 

 

Efterår

 

Himmelen lukker sit slør over kloden,

skyerne skjuler og gør os så små.

Stormene suser og rykker i roden,

stiklinger visner og vakler som strå.

 

Hvor er vor Herre? Kan nogen det sige?

Er han bag sløret? I stormenes sus?

Findes der nogen, der her er hans lige?

Magterne spiller bag brændingens brus.

 

Han spændte himmelen ud mellem fingre,

udmålte havet med håndfulde vand.

Stjernerne bød han at vandre og tindre,

vejede bjerge og høje og strand.

 

Ved I det ikke, at højt over vrimlen,

troner han endnu i Himmerigs blå?

Breder sit telt som en favn over himlen,

helliger kloden og bor hos de små.

 

Bladene falder og alle ting vakler.

Fuglene tier, som om alt er sagt.

Engang skal fjenderne falde som stakler,

Himmerigs Herre har alt i sin magt.

 

© Carsten Haugaard Nielsen 2007

Es. 40,12-26

 

- kan synges på ”Himlene herre”

 

 

I lidelse

 

Herre, jeg kan ikke mer!

Jeg er så træt,

af sygdom mæt.

Til dig jeg nu ber.

 

Herre, jeg kan ikke mer!

I smertens rum

er glæden stum.

Til dig jeg nu ber.

 

Herre, jeg kan ikke mer!

Mit mod, mit håb

blir væk i råb.

Til dig jeg nu ber.

 

Herre, jeg kan ikke mer!

Går livet bort

i mørket sort?

Til dig jeg nu ber.

 

Herre, jeg kan ikke mer!

Mit hjerte slidt

- det er dog dit!

Til dig jeg nu ber.

 

Herre, jeg kan ikke mer!

Kom nu, min Gud,

befri mig ud!

Til dig jeg nu ber.

 

Herre, jeg kan ikke mer!

Du løfter op

min sjæl og krop,

så dig jeg kun ser!

 

© Carsten Haugaard Nielsen 2005

 

 

Når livet vandrer sort og hvidt

som fingrene på toner.

Når tid er fyldt af godt og skidt

fra blomst og ukrudts kroner.

 

Når sygdom haster på sit løb

og kræfterne vil dræne.

Når dagen bliver i sit svøb

og jeg er helt alene.

 

Når sorgen træder torne ind.

Når smerter blir til stimer.

Når mørket lister ind i sind

i tågedisets timer

 

Jeg råber: ”Far med himlens hær,

Gud, hvorfor skal jeg lide?”

Da ser jeg, Kristus vandrer her

som lyset ved min side.

 

Da drypper livet fra Guds sky

på lidelsernes gåde.

Og tågen klarer op på ny,

og lyset blir til nåde.

 

© Carsten Haugaard Nielsen 2007

 

- kan synges på ”Jeg ved et evigt himmerig”

 

Alle Helgen

 

Novembermørke dage som

med fattigt lys mig møder.

Naturen får sin sidste dom

mod døden alting søger.

De brune blade slippe må,

så træer nøgne, bare stå

klædt af for vind og kulde.

 

Novemberdag med isne-vind,

der rundt om hjørner tuder.

Jeg fryser ved en grav med sind

af minder, længsels-knuder.

Jeg ved, at intet blir som før,

at somrens liv er væk og dør

bag regn på mørke ruder.

 

Novemberdag, novembersind,

hvor meget vil du tage?

Lad bare sorgen finde ind,

få rum for smerte, klage.

Lad falde nu, hvad falde må,

af død skal vi igen opstå.

Gud blir til sidst tilbage.

 

For sol går op og sol går ned,

novemberdag og sommer;

men nådens lys er evighed,

er håb, er mod, der kommer.

Engang er solen ikke mer,

når Gud det vil, først da det sker,

da sørgedage ender.

 

Da Herren selv er lys for mig,

en herlighed, jeg håber!

Se, lysets farver finder vej,

i himmelbuens dråber!

Se, træet sætter skud og frø!

Når tiden er, må døden dø

iklædes lysets kåber.

 

Jeg går fra graven bort og ber:

min Gud, nu må du råde!

Hvad end der nu herefter sker,

Gud, lad det ske i nåde!

Til mørke, sorg og kulde, gys,

kom, giv hver dag mig liv og lys,

giv ly for vintervinde.

 

© Carsten Haugaard Nielsen 2005

Esajas Bog 60,18-22

 

- kan synges på ”Nu fryde sig” (Lasse Lunderskov)

 

Dåb

 

1. Lille barn, du ligger her

på min arm og er så kær,

du ser på mig, rører ved

hjertets lyse glædes-sted.

Gode Gud, jeg takker dig

for, hvad du har givet mig.

 

2. Lille barn, du græder jo!

Mens jeg trøster dig til ro,

tænker jeg: Er Gud mon nær

i det ansvar, som du er?

Og fra hjertets uro-sted

beder jeg: Min Gud, vær med!

 

3. Gud, jeg hører her i dag,

at du siger: ”Kom og tag

trygt af livet - det er dit,

du får alt det, der er mit!”

Lille barn her i min favn

får i dag i Himlen navn

 

4. Ja! Jeg tror, at Himlens Gud

giver lys og sender ud

i et liv, hvor tro og dåb

er en font af evigt håb.

Lille barn så lys og fin

er nu Himlens øjesten.

 

5.  Lille barn i dåbens hvidt,

se, nu smiler du jo lidt!

Ved du det, som her du har

fået af din Gud og far?

Nu er dåbens lys forkyndt,

og dit liv er godt begyndt.

 

         

© Carsten Haugaard Nielsen 2009

 

Salmerne kan frit anvendes - med angivelse af forfatter

kÎrke-ledelse.dk

"Fremtidens kristne ledere må være... mennesker, der kender Guds hjerte..."  (Henri Neuwen)