Derfor er selvledelse vigtigt for en præst!
Præstens job er frit. Friheden er et stort gode. Men bagsiden er, at der ofte ikke er nogen, der har mulighed for at tage ansvar for, at præsterne trives og fungerer godt i deres arbejde. Biskopperne gør mange steder et stort arbejde, men der er for mange præster til, at de kan overkomme det på en rimelig måde. Provsterne får flere og flere opgaver og større provstier. Menighedsrådene er ikke arbejdsgiver for præsterne og kun på sidelinjen i forhold til præstens dagligdag. Opbakning fra kolleger og samarbejdsprojekter kan være godt. Men det kan også være en stressfaktor oven i det andet, man skal nå.
Præstearbejde er aldrig færdigt. Der er altid mere, der kan gøres, og ofte arbejdes der på skæve tidspunkter. Det kan være svært at få familielivet til at fungere.
Præsten lever i et krydspres i verden midt imellem med menigheders ofte manglende opbakning til gudstjenester på den ene side og vanskelighed ved at se vejen frem på den anden side.
Præsten kan ikke sætte skel mellem person og profession. Præsten kommunikerer som symbolsk leder altid evangeliet. Derfor bliver et autentisk liv afgørende for hele præstegerningen.
Flere og flere præster forsøger at få tingene til at nå sammen med et arbejdsliv, der fører til stress, udbrændthed og depression.
Disse forhold peger alle på dette: Den vigtigste lederopgave for præsten er at lede sig selv!
I det følgende præsenteres, hvordan nogle principper for selvledelse for en præst kan se ud:
Gud behøver dig ikke!
Det første princip har jeg lært af de kristne mystikere: Gud behøver dig ikke!
Alle reformationer i kirkens historie er begyndt med en genopdagelse af, hvem Gud er. Sådan begynder en reformation af en kristen leders liv også med en genopdagelse af, hvem Gud er.
At sige: Gud behøver dig ikke! er at stille det på spidsen, at Gud bærer sin kirke. Det giver den kristne leder frihed fra et tyngende ansvar. Det befrier fra at bygge sin identitet på det, jeg gør, i stedet for at være det, jeg er: et Guds barn, der ikke bærer, men bæres. Det præciserer, at det vigtigste for en kristen leder ikke er arbejdet, men overgivelse til Gud. De gamle kaldte det for den hellige ubekymrethed.
Balance mellem arbejdsliv og privatliv
Det andet princip lyder: Find en balance mellem arbejdsliv og privatliv, der gavner begge dele!
Balancen handler om flere ting:
At holde til sit arbejde i længden og at bevare arbejdsglæden. Hvis vi overforbruger af vores ressourcer, er vi i fare for at ende i stress og udbrændthed.
At værne om sin familie. Hvis nogen spørger en kristen leder: Hvad er vigtigst for dig: familien eller arbejdet? Så vil de fleste svare: Familien! Men afspejler den måde, vi arbejder på, denne prioritering?
Det tredje princip kan udtrykkes sådan: Vær bevidst om, hvad der giver dig energi!
For nogle år siden var den rette udnyttelse af tiden, time-management, i fokus i det personlige lederskab. At holde styr på sin tid er vigtigt. Tidsstyring handler om overblik og om at gøre tingene i den rigtige rækkefølge. Alle, der arbejdet i et job med stor frihed, har derfor brug for at holde styr på deres tid. Men mange har også oplevet, at tidsstyring er en kilde til frustration. Det kan blive til et voldsomt pres i hverdagen. Og så det går alligevel aldrig, som man planlægger!
I de senere år er man begyndt at tale om vigtigheden af energy-management. Hvis man vil være effektiv, handler det ikke så meget om at planlægge tiden, siger man nu. Den vigtigste ressource er ikke tiden, men den energi vi har.
Samtalepartnere
Det fjerde princip lyder: Find dig nogle samtalepartnere!
Præster arbejder meget alene. Vi har tidligere beskæftiget os med, hvor vigtigt samarbejdet er – også for ikke at blive ensom i jobbet. Men derudover er der også brug for, at præsten har nogle samtalepartnere, som han kan spejle sit arbejde i.
Det kan ske på forskellig måde, alt efter hvem man er, og hvilke behov man har. Man kan deltage i en supervisions gruppe. Man kan finde sig en sjælesørger eller åndelig vejleder. Nogle vil også kunne bruge folk fra menigheden eller biskop, provst og kolleger som samtalepartnere
At have en åndelig praksis
Det femte princip for personligt lederskab er: Hav en åndelig praksis!
For mange af os handler dette i vor fortumlede verden om at genvinde bønnens sprog, et sprog, som ofte er forstummet inden for vore ordrige menigheder. Derfor er også meget af den moderne religiøsitet gået kirkens dør forbi. Inden for kirkens døre finder man kun i ringe grad åndelig oplevelse, fordi man finder for lidt bøn og meditation. Altså må vi som ledere og åndelige vejledere finde tilbage til bønnens sprog, kilder og praksis. Den, som ikke har tid til at leve i bøn, har heller ikke tid til at være en kristen leder. Når kristne ledere holder op med at bede, er alt håb for kirkens fornyelse bogstaveligt talt ude. (Knud Jørgensen)
At udvikle udholdenhed
Det sidste af mine principper for personligt lederskab hedder: Udvikl udholdenhed!
Bill Hybels fortæller, at han en gang spurgte nogle præster, som var ledere for store menigheder: Hvad er det vigtigste spørgsmål for jer som ledere lige nu? Med forskellige accenter lød svaret: Hvordan kan jeg blive ved? Hvordan kan jeg holde ud?
På en måde handler alle de andre principper om dette: At tilrettelægge hverdagen og arbejdet på en sådan måde, at både arbejds- og livsglæden bevares og udvikles. Alligevel er der for mig at se grund til at lade det blive et princip for sig selv: Udvikl udholdenhed!
Eddie Gibbs siger: Ledelse handler ofte mere om sår end om stjerner. En leder har brug for udholdenhed.