Udgangspunktet: Kirkens grundlæggende vision
I Kirkeministeriets Betænkning om opgaver i sogn, provsti og stift står der:
Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser.
Længere henne præciseres det:
Forkyndelsen bygger på den grundforudsætning, at mennesker ikke ved egen indsats kan gøre sig fortjent til noget over for Gud, men kun kan modtage alt fra Gud i troen på Jesus Kristus...
Den overordnede opgave – at forkynde evangeliet – er den samme, som den har været i 2000 år.
Lidt senere i betænkningen behandler betænkningen opgaverne i sognet og siger:
Fundamentet for den lokale menigheds aktiviteter må altid være at forkynde Kristus som menneskets og verdens frelser. Således er enhver lokal kirke og menighed en del af, hvad den apostolske trosbekendelse kalder ”den hellige, almindelige kirke”. Enhver lokal drøftelse af målsætninger for menighedens arbejde og beslutning om menighedens forhold sker derfor på dette grundlag.
At lytte til menigheden
Opgaven er nu at fortolke visionen om Guds rige og kirkens grundlæggende mission ind i den lokale menigheds situation.
Det første trin i denne fortolkningsproces er at se virkeligheden som den er. Først når man ved, hvorfra man kommer, kan man planlægge en rute. Hvis jeg skal til Århus, må jeg først vide, hvilken by jeg kører fra. Ellers kommer jeg aldrig frem.
Det første spørgsmål er altså: Hvor rejser vi fra? Hvordan ser menigheden ud? Hvor er vi?
At fortolke menighedens situation
Opgaven er herefter at sætte ord på menighedens situation, at fortolke den. Det er en vigtig og vanskelig opgave. Den handler ikke blot om at opliste fakta i skemaer. Det er snarere at fortolke og sætte menighedens situation ind i en større forståelsesramme.
Det næste spørgsmål er altså: Hvad betyder det, at menigheden er som den er? Hvilke begrænsninger og hvilke muligheder har netop vi?
Se virkeligheden som den kan blive
Fra at lytte til menighedens situation og fortolke den, er der brug for en vision, der ser fremad. En vision ser virkeligheden, som den kan blive.
Da Martin Luther King holdt sin berømte tale i 1963 ved Lincoln mindesmærket i Washington malede han en vision om en verden uden had og racisme. Hans ord huskes af millioner, også af os, der var for små til at høre hans ord eller ikke var født: I have a dream… Ordene er et billede af fremtiden, som den kan blive. De har haft større indflydelse i verden i retning af et mere menneskeværdigt samfund end mange politiske debatter og beslutninger.
Visionen for en menighed handler derfor om at forme menighedsbilleder, der giver energi og retning til arbejdet i menigheden. Visionen er konkretiseringen i vores menighed af Guds riges vision og kirkens mission.
En vision skal være enkel. Den skal skabe billeder. Den skal give retning. Den skal give passion. Den skal give håb. Den skal finde skæringspunktet mellem kirkens mission og fortolkningen af den lokale kirkes situation. Og den skal gøre det på en sådan måde, at medarbejdere og menighed får mod og håb i arbejdet: Sådan en kirke har jeg lyst til at være en del af!
Tyrstrup kirkes vision tager udgangspunkt i en forståelse af at tage del i den treenige Guds mission. Som Gud Fader skaber verden, Gud Søn viser Guds kærlighed og Gud Helligånd lader ordet gå ud, sådan skal menigheden virke i tre dimensioner:
Vi vil være kirke med hjerte, mund og hænder
· med godt budskab til alle
· med hjerte for hinanden
· med hænder, der rækker ud
Fra vision til virkelighed
Men alt er ikke gjort med at finde en flot formulering eller et nyt syn for fremtiden. Flotte formuleringer, der ikke føres ud i livet, giver bagslag og virker demoraliserende. Det er afgørende, at visionen føres ud i livet i menighedens liv, at visionen bliver til en mission – til noget, vi gør. Her er der brug for et konkret arbejde med at lave planer og gå i gang – i et samspil mellem menighedsråd, medarbejde, præster og evt. frivillige.