På opfordring af biskop Niels Henrik Arendt har tre pastorater i den gamle Christiansfeld kommune i 2009-2010 haft et samarbejdsprojekt. Det drejer sig om Stepping-Frørup, Taps-Vejstrup-Hejls og Tyrstrup-Hjerndrup pastorater. Folkekirkens Udviklingsfond har støttet projektet med 155.000 kr, som bl.a. har muliggjort, at sognepræst Carsten Haugaard Nielsen har været frikøbt i 20 % af hans arbejdstid til at lede udviklingen af dette samarbejde.
I april 2009 samledes repræsentanter for alle syv sogne til en visionsaften, hvor den positive stemning lovede godt for det videre samarbejde.
Menighedsrådene har efterfølgende valgt to repræsentanter for hvert pastorat til en styringsgruppe. Der har været enighed om, at formålet med projektet er en styrkelse af det kirkelige liv i alle syv sogne gennem et øget samarbejde på tværs af sognegrænserne. Den fremtidige kirkelige struktur i sognene må underordnes dette mål og samarbejdet vokse "fra neden" med inddragelse af såvel menighedsråd som ansatte, frivillige og menigheden som helhed.
I løbet af året har der været arbejdet med fælles information, aktiviter, gudstjenester og grupper for ansatte.
Afsluttende er samarbejdet blevet evalueret, og der er udarbejdet en rapport til Kirkeministeriet.
Menighedsrådene har besluttet at fortsætte samarbejdet og konsolidere resultaterne fremover.
Der kan på denne hjemmeside læses referater, artikler, evalueringerne samt rapporten til Kirkeministeriet.